Opgave-maskinen er et ældre program, men fungerer med både Windows XP, Vista og Windows 7. I de fleste tilfælde vil man dog have mere glæde af det langt mere omfattende program Afasi-assisstent.
Opgave-maskinen er et værktøj til udvikling af opgave-sæt til rehabilitering og undervisning. Forfatteren har udviklet det til brug for afasi-træning, men har søgt at udforme programmet, så det kan finde en bredere anvendelse, f.eks. i specialundervisning, indskoling og andre undervisnings-formål, hvor læreren / terapeuten gerne vil kunne udvikle sine egne opgave-sæt til sproglig eller begrebmæssig træning.

Programmet kan vise små billeder, små tekst-kort og det kan afspille ord, hvis man har lyd-kort i sin PC. Eleven eller patienten kan svare ved at klikke på et billede eller et tekst-kort med musen, eller ved at indtaste sit svar. Opgaven kan f.eks. være at finde 2 af 3 billeder nederst på skærmen, som hører sammen. Når der klikkes på de rigtige billeder, flyttes de op for oven, som tegn på korrekt valg. Klikkes på forkert billede, gives besked om fejl. Når begge billeder er valgt, gives besked om, at opgaven er løst rigtigt, og trykknappen, som fører videre til næste opgave i sættet, aktiveres. Der kan også være et eller to billeder for oven i forvejen, og opgaven kan da være at finde det billede for neden, som hører til de to for oven. Eller det kan være et tekst-kort for oven, og opgaven kan da være at finde det billede, som svarer til ordet på kortet. En helt anden type opgave viser en taleboble for oven. Når man trykker på billedet, hører man et ord. Man skal finde det tilsvarende billede, eller man skal indtaste ordet. Endeligt kan der være tale om rene tekst- opgaver.

Man kan udvikle sine egne opgave-sæt: Et særligt skærm-billede i Opgave-maskinen er helliget udvikling af opgave-sæt. Her kan man vælge opgave-type og billeder til et helt nyt opgave-sæt, eller man kan lave ændringer i de mange opgave-sæt, som følger med Opgave-maskinen (opgaver i at lytte, læse, stave, regne, talbegreb, finde overbegreb mv.). Man kan vælge mellem mange hundrede farvebilleder. Der er desuden indtalt ord til alle billederne - og der er mulighed for at man selv indtaler nye ord, hvis man har en PC med lydkort og en mikrofon. Man kan også selv putte nye billeder ind i programmet. Endeligt understøtter programmet Video for Windows, så man kan vise video klip, f.eks. fra CD-ROM.
Nyt i version 3.0 er muligheden for at bruge syntetisk tale, som fx Mikro Værkstedets CD-Ord, således at man ikke er henvist til at nøjes med de medfølgende ordlyde, eller dem man evt. selv har indtalt.